Inger Marie Møller (IMM)
Inger Marie Møller
 

Arbejdsplanforsider
I efterhånden temmelig mange år har jeg haft som arbejdsopgave at lægge arbejdsplanerne på mit arbejde. Nu om stunder ligger planerne selvfølgelig digitalt. Men som dagligt arbejdsredskab i koordinering m.m. har vi (stadig) brug for et papirprint. Det er en ordentlig moppedreng af et stykke papir med 30-40 sygeplejersker og en hel måned på, foldet omhyggeligt i flere harmonikalag.
Da jeg havde lagt arbejdsplaner et par år (eller mere?) kom jeg til på decemberplanen at tegne en julemand på bagsiden/ydersiden af det store foldede stykke papir. – Det måtte jo godt se lidt pænt, hyggeligt, eller hvad det nu var, ud… Det kom efterhånden til at brede sig til, at jeg hver måned tegner en ”forside” (hedder det så nu) på arbejdsplanen. (Bonusinfo: så ingen skal få ondt i røven over, hvad offentligt ansatte bruger deres arbejdstid på: Tegningen af forside til arbejdsplanen tegner jeg altid i min fritid).
Disse arbejdsplanforside tegninger blev ret hurtigt til mine små vittighedstegningsagtige kommentarer til livets gang i Børneintensiv.
 

Bent og Connie
Bent og Connie

Parafrase over (i min optik) velkendt maleri: Quentin Metsys: ”Bankieren og hans hustru”, 1514, nederlandsk renæssance, hænger på Louvre. En af tegningerne der førte til Peter Plys og hans venner (se omtalte ved billedet "Peter Plys og Grisling").
Billedet er tegnet efter Sygeplejerske-konflikten i 2008.
Bent Hansen, Regionsrådsformand og Connie Kruckow, Dansk Sygeplejeråds formand, evaluerer resultatet.
 

FCC - Family Centered Care
FCC - Family Centered Care

Da vi indførte en tilpasset form for FCC, Family centered care, i afsnittet, tegnede jeg denne forside. Tryllekunstneren er en af mine kollegaer, som havde været meget aktiv i gruppen, der arbejdede i med implementering af FCC. Teletubbies har fået deres vanlige rolle.
 

Kendetegn for sygeplejen
Kendetegn for sygeplejen
Alting skal jo dokumenteres, evidensbaseres osv. osv. Bedste praksis skal således også beskrives. Da vi i Børneintensiv havde gjort det, fik vi sat nogle postersagtige skilte op på alle stuer med kendetegn for den gode sygepleje. På denne februarplan forside kom jeg med en lille kommentar til disse skilte.



Offerlam
Offerlam

Forside på arbejdsplan der inkluderede påsken. Det var på et tidspunkt, hvor der var overenskomstforhandlinger og DSRs formand stadig var Connie Kruckow.
 

 
Perikles
Perikles

Kopi af Storm P vagabonder.
Da vi i afsnittet indførte 12-timers vager i weekends tegnede jeg denne kommentar. Storm P´s original er en reklame for Tuborg. På dette tidspunkt hed Børneintensiv også Afsnit 10, derfor overskriften: Ti´erne.
 

Grønthøster - den første
Grønthøster - den første

Riget fattes (hele tiden) penge… Med jævne mellemrum i min karriere som sygeplejerske har der været sparerunder, ofte efter grønthøster-metoder.
Min afdelingssygeplejerske og hospitalsdirektøren står her med en arbejdsplan, som grønthøsteren kører rundt på.
 

Doven julemand
Doven julemand

Forside på decemberplan. Et intensivt afsnit lukker aldrig helt ned, så der er altid nogen på arbejde, jul, nytår, påske, pinse osv. Som arbejdsplanlægger er udfordringen selvfølgelig at få fordelt juleaften, osv. osv. rimeligt. De fleste vil jo gerne holde fri… Dette år lagde jeg ønsket om at holde fri i munden på julemanden.

 

Byggemand Bob
Byggemand Bob
Som intensivsygeplejersker, der arbejder med børn, har vi af og til børn, der er vågne nok til at kunne se TV. Så alle de kendte TV-figurer for børn kender vi ret godt. Byggemand Bob udtaler sig her før vores nye (nuværende) lokaler blev færdige.
 
Peterplys og Grisling
Peterplys og Grisling

Der er en vis udfordring i måned efter måned at finde på temaer til forsider.
På et tidspunkt tegnede jeg en serie parafraser over (i min opfattelse) kendte malerier. En af mine kollegaer kommenterede det med, at de (mine kollegaer, altså) ikke kendte så meget til den slags og derfor ikke forstod mine tegninger. De kendte mere til Peter Plys…. Og så måtte jeg jo tegne Peter Plys. Jeg fandt så ud af, at Peter Plys og venner er fremragende figurer til at sige noget om dit og dat, da de hver har deres klare (arke)-typiske træk.

Teksten til denne tegning er udenfor rammen, men lyder:

Grisling: ”Ååh Hjælp! Er der huller i isen?”
Peter Plys: ”Bare rolig! Ganske vist er jeg en bjørn med en meget lille forstand, men huller i isen kan ikke være særlig farligt – der er mange flere huller i arbejdsplanen!”.

Huller er et MEGET gennemgående tema i mine arbejdsplan kommentarer.
Det betyder, at der pga. personalemangel ikke er planlagt med det antal sygeplejersker, der ifølge normeringen burde være tilstede.
 

Grønthøster - den anden
Grønthøster - den anden

Disse to frække troldeunger sneg sig ind i mine arbejdsplantegninger kort før en af vores anæstesioverlæger gik på pension. Denne dejlige, og kulørte børneekspert havde altid kaldt børnene for troldeunger, som en afskedshyldest introducerede jeg troldeungerne. De har ikke været til at slippe af med igen… Her er de parate til at forsvare sig mod endnu en omgang grønthøster-besparelse.
 

Svineinfluenza
Svineinfluenza

Da svineinfluenzaen hærgede, havde vi selvfølgelig også patienter med denne influenza.
 

Rotter, mus og lam
Rotter, mus og lam

Der har været mus på massevis af arbejdsplanforsider, og siden historien med rotterne, har der også været mange rotter. Her er et eksempel på dette.
 

Kontakt på tlf. 26 11 12 59
Lav din egen hjemmeside med mono.net